Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX lancerer stort digitalt liveunivers, og forbereder sig samtidig på at kunne vise film i de danske biografer. Dog kun under den sidste del af festivalen.

Filmfestivalen CPH:DOX forlænges, så gæsterne kan komme med i biografen

Copenhagen Internationel Documentary Festival (CPH:DOX) har været afholdt hvert år siden festivalens grundlæggelse i 2003. Foto: Karoline Hill
Copenhagen Internationel Documentary Festival (CPH:DOX) har været afholdt hvert år siden festivalens grundlæggelse i 2003. Foto: Karoline Hill
Lyt til artiklen

Når den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX løber af stablen fra 21. april i år, bliver det – i hvert fald med festivalens egne ord – med et »større og mere ambitiøst digitalt univers end nogensinde før«.

Dette digitale univers kommer til at bestå af i alt 40 livetalks og -debatter, der ifølge festivalen vil blive levendegjort gennem »store studieproduktioner og nytænkende, interaktive formater«.

Samtidig forlænges festivalen, så den løber helt til 12. maj. Dermed håber CPH:DOX på at kunne vise i hvert fald nogle af titlerne fra årets filmprogram i de danske biografer, når disse genåbner 6. maj.

Alt dette oplyser festivalen i en pressemeddelelse onsdag.

En del af debatarrangementerne under festivalen er igen i år samlet under overskriften ’An Evening With’, hvor publikum i digitale livesamtaler kan møde internationale kunstnere, tænkere og aktivister.

Blandt deltagerne vil være Talking Heads-frontmanden David Byrne, performancekunstneren Marina Abramovich og den slovenske filosof Slavoj Žižek.

Festivalens endelige program bliver offentliggjort i slutningen af marts.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her