Lyt til artiklen
Der var engang, hvor CPH:DOX hamrede et hul i muren ind til den pæne dokumentarfilmfestivalverden, og i en årrække så man den ene dristige filmskaber efter den anden løbe gennem hullet.
Tænk på ham orken med faklen i ’Ringenes herre’ på selvmordsmission, men bare nøgen og fattig og fuldt ud bevidst om, at der hverken var publikum eller bred offentlig debat om den film, der blev kylet igennem. Som en fakkel, som en bombe, der kunne se ud, som den ville, og gøre, hvad den ville, for det hele var punk og ork og sådan lidt fandenivoldsk lige meget. Jeg kan huske Michael Noer køre gennem muren på en knallert med en blokfløjte i røven i ’De vilde hjerter’.
