Drømmer du også om et drageæg eller to?
Måske som dem, Daenerys Targaryen fik i bryllupsgave, da hun i første sæson af seriehittet ’Game of Thrones’ blev giftet bort?
Aldrig har så mange mennesker stirret så længselsfuldt på et æg, som da den serie kørte over skærmen. En længsel, der kun tog til, da æggene i et veritabelt flammehav klækkede og afslørede dragerne indeni.
Nu kan folket så få, hvad det ønsker. For i anledning af 10-året for premieren på den ultrapopulære serie er den russiske smykkeproducent Fabergé nu gået sammen med Warner Bros. om at kreere et drageæg som Daenerys Targaryens. Komplet med månesten, diamanter og en mulighed for at lade det ’klække’ og finde en rubin i dets indre.
Eller, folket og folket ... Æggets pris lyder på over 13 millioner kroner, så det er nok kun den rigeste del af seriens fans, der reelt får mulighed for selv at føle sig som dragemoderen.
Ægget lanceres i denne måned. Det er lavet af 18 karat hvidguld med diamanter og månesten i røde og blå nuancer. Skallen består af tre drageformede skaldele, der kan åbnes og afsløre Fabergé-guldsmedenes svar på lykken: en krystalkrone prydet af en pæreformet rubin fra Mozambique.
Herligheden er skabt i samarbejde med den Emmy-vindende kostumedesigner på ’Game of Thrones’, Michele Clapton, som ikke var i tvivl om, hvad skallen skulle gemme på. Krystalkronen symboliserer nemlig den krone, herskeren over seriens syv kongedømmer skal bære, og som var skæbnebestemt til at ende på Daenerys Targaryens hoved.
»Sjældent har en historie fanget så mange menneskers fantasi verden over, og dette enestående æg er en once-in-a-lifetime-samlergenstand«, siger Fabergé-direktør Josina von dem Bussche-Kessell i en pressemeddelelse.
»Samarbejdet med Warner Bros. og Michele Clapton viser Fabergés relevans i dag ved at indfange tidsånden for historiefortælling og kunsthåndværk«.
Fabergé er et luksussmykkefirma med base i Sankt Petersborg. Det blev især berømt for at designe juvelbesatte og yderst kostbare æg til datidens russiske tsarer. Firmaet præsenterer sit nye æg i en video på YouTube, hvis to minutter føles omtrent lige så lange som Daenerys Targaryens otte sæsoners rejse mod jerntronen.
fortsæt med at læse




























