Minari er en koreansk spiselig plante, der kan kurere det meste. I hvert fald ifølge bedstemor Soon-ja, der er ankommet til Arkansas fra Sydkorea for at skabe lidt balance i sin datters hårdtprøvede landmandsfamilie.
Hendes svigersøn Jacob Yi giver ikke meget for plantens magiske egenskaber. Eller for bedstemoderens tilstedeværelse med al dens aura af koreansk overtro. Han insisterer på den rationelle tilgang til livet og til landbrug. The American way, hvor hårdt arbejde får dine drømme til at gå i opfyldelse.


























