Sidste gang et nyt afsnit af tv-serien med verdens mest berømte vennegruppe, ’Friends’, på dansk ’Venner’, løb over skærmen herhjemme, var i 2004, men torsdag i sidste uge kunne fans opleve Rachel, Ross, Monica, Chandler, Joey og Phoebe sammen igen i et såkaldt reunion-afsnit produceret til streamingtjenesten HBO.
I stedet for den velkendte 20-minutters ramme, som samtlige afsnit af ’Venner’ har passet i indtil nu, blev gensynet en slags specialafsnit med en spillelængde på 1 time og 43 minutter.
I løbet af den tid fik seerne serveret oplæsning af gamle scener, genskabning af quizzer og lege, som vi kender fra serien, ikke tidligere viste klip og interviews i studiet med både hovedrolleindehaverne og mange kendte gæstestjerner.
På skærmene i Kina – hvor serien har en stor fanskare og derfor kunne ses på landets tre streamingtjenester, iQiyi, Tencent Video og Youku – var det dog en anden udgave af reunion-afsnittet, der blev vist.
Den ellers stjernespækkede ’Venner’-genforening var nemlig iøjnefaldende mindre rig på kendte personligheder netop der.
Seks minutter var blevet censureret ud af den kinesiske udgave, og det talte blandt andet scener med K-pop-supergruppen BTS, klip med Justin Bieber og Lady Gaga samt en scene, hvor fans fra LGBTQ-miljøet blev interviewet, skriver The Hollywood Reporter. I stjernernes tilfælde fordi de alle har provokeret det kinesiske styre på en eller anden vis.
Gruppen BTS har, siden de udtalte sig om »den smerte«, sydkoreanerne og de amerikanske tropper delte i Korea-krigen i 1950, været bandlyst i Kina. Det kommunistiske styre betragtede det som en kritik af dem, da kineserne støttede de nordkoreanske tropper.
Lady Gaga har været bandlyst i Kina, siden hun i 2016 mødtes med Dalai Lama. Han betragtes som en farlig separatist.
Og Justin Bieber gjorde kinesiske fans vrede, da han i 2014 delte et billede af sig selv foran et krigsmindesmærke i Tokyo – dette uden at vide, at man i Kina betragter mindesmærket som et symbol på den krigsførelse, Japan har udsat landet for.
HBO har ikke kommenteret censuren.
fortsæt med at læse




























