Kan det overhovedet lade sig gøre at prutte på en sofistikeret måde? Svaret er ubetinget nej. Men det bliver det ikke mindre morsomt af, i fald det iscenesættes med entusiasme.
Og det er en scene i Mel Brooks’ legendariske film ’Sheriffen skyder på det hele’ et vidunderligt eksempel på. Mange læsere af lidt ældre årgang vil kende optrinnet, for klassikeren gik i mange år i den nu hedengangne Café Biografen i Københavns Indre By, hvor man – gisp – måtte ryge under forestillingerne: Man ser en gruppe cowboys samles omkring bålet, drikke kaffe af blikkrus og indtage deres uprætentiøse måltid bestående af bønner. Lejrbålsromantik af den mest stilrene slags. Indtil en af gutterne slipper en brandskid, der nærmest kan blæse en hest omkuld. Derefter følger de andre med tilsvarende serenader fra det indre gastriske univers.




























