0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Indigneret instruktør er mere vred end nogensinde

Ken Loachs film fra samfundets bund er båret af hans indignation over udnyttelsen af de fattigste. I dag fylder den engelske instruktør 85 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix

Ken Loach har en dyb menneskelig forståelse og empati og er som 85-årig så vred som nogensinde over, hvordan samfundets rige lader de fattige i stikken. I 2019 var der kritikerros til hans seneste film 'Sorry We Missed You' ved verdenspremieren i Cannes.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det siges, at menneskers holdninger bliver mindre radikale med alderen. Det gælder ikke den engelske filminstruktør Ken Loach. Han er kun blevet mere vred, hvilket ikke ville komme andre end hans nærmeste ved, hvis ikke hans filmkunst samtidig også var blevet ved med at være vedkommende. Faktisk rammer hans to seneste film, guldpalmevinderen ’I, Daniel Blake’ fra 2016 og den bodilnominerede ’Sorry We Missed You’ fra 2019, direkte ned i konsekvenserne af den nye fattigdom i velfærdssamfund, hvor ingen behøvede at være fattige, hvis goderne var anderledes fordelt.

Ken Loach har selv fortalt, at ’I, Daniel Blake’ og ’Sorry We Missed You’ er to film, der kan ses uafhængigt af hinanden, men hænger sammen: De er begge indspillet i arbejdermiljøer i Newcastle, de indledes på samme måde, og de handler begge om frustrationer og reaktioner i mennesker, der bliver udnyttet af overklassen.