0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Filmkunsten har brug for ham, så vores dyrefilm ikke alle ender som årets klistrede oscarvinder

Den russiske dokumentarmester Viktor Kossakovsky bruger sine smukke billeder i naturen og dyrenes tjeneste. Denne gang på en kærlig so ved navn Gunda.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det handler om et svin, en so. Den russiske instruktør og dokumentarfilmmester Viktor Kossakovsky kalder hende og filmen ’Gunda’, men lad os begynde med at tale om en tyr, der ikke på samme måde har fået noget navn, men sammen med en flok høns og formentlig mange andre dyr deler livsophold på det kunstnerisk filmede moderne landbrug, som Kossakovsky har placeret sin film i.

Gården er formodentlig bygget af mennesker som du og jeg, men det ved vi egentlig ikke, for der siges intet i filmen, og der skrives intet. Der er ingen andre informationer end rulleteksterne, der bagefter takker de forskellige gårde, som denne kunstgård er billedmæssigt sammensat af, og så filmen, dens halvanden time lange, smukke, sort-hvide billeder af dyreliv. Selvfølgelig især Gunda, der får et kuld grise i begyndelsen af filmen, hvorefter hun nusser dem nænsomt med trynen og fodrer dem, altopofrende, med patterne.