Kort før sin død som 86-årig var Henrik Pontoppidan – i det ’tilbageblik’, han kaldte ’Undervejs til mig selv’ – tilbøjelig til at mene, at ’tilfældet’ havde været ham den bedste vejleder i livet. Jeg forestiller mig, at instruktøren Hamaguchi ville bifalde tanken og se den bekræftet i den film, han fik juryens Grand Prix-sølvbjørn for ved Berlinfestivalen i år.
Skæbnenoveller kunne man ellers godt finde på at kalde de tre stensikkert fortalte noveller om, hvordan menneskers liv kan tage en afgørende ny drejning på grund af tilfældige sammentræf, beslutninger, der aldrig blev truffet, eller forgæves forsøg på at tage styringen over livet ud af skæbnens hænder. Rettere sagt: tilfældets hænder. Den japanske titel betyder vist omtrent ’tilfældighed og fantasi’.
