I Alejandro Gonzalez Inarrittus komiske mesterværk ’Birdman’ fra 2014 spiller Michael Keaton skuespilleren Riggan, der slæber rundt på sit livs rolle som superhelten Birdman, som var den bevingede superhelt en albatros om hans hals.
Michael Keaton havde om nogen forudsætningerne for at spille Riggan/Birdman. I 1989 indtog han rollen som Batman, da Tim Burton skulle puste nyt liv i den gamle helt med de nye mørke sider. Året før havde Tim Burton haft Keaton i hovedrollen i den bizarre horrorkomedie ’Beetlejuice’. Valget af Keaton som Batman fremkaldte vilde protester fra fans, der fokuserede forarget på Keatons lidt vege, buttede hage, som på ingen måde kunne siges at ligne en firkantet Bat-hage.




























