Anders Matthesens ninja hev folk i biografen, selv om solen ovenikøbet skinnede.

»Al snak om biografkrise og ændret publikumsadfærd bør forstumme«: 'Ternet Ninja 2' slår alle rekorder

Lyt til artiklen

En kvart million mennesker så Anders Matthesens ’Ternet Ninja 2’ i premiereweekenden.

Dermed slår animationsfilmen tidligere rekorder og kan bryste sig af at have den største åbningsweekend for en dansk film nogensinde.

Med 246.684 solgte biografbilletter i åbningsweekenden slår ’Ternet Nina 2’ Matthesens første Ternet Ninja-film, der har haft den hidtidige rekord med 222.760 solgte billetter i åbningsweekenden i slutningen af 2018.

Åbningsweekenden dækker de første fire dage i biografen og tæller også billetter til forpremierer. Alene i lørdags solgte ’Ternet Ninja 68.000 billetter, hvilket ifølge Nordisk Film er det højeste antal solgte biografbilletter til en dansk film på en enkelt dag nogensinde.

I en pressemeddelelse skriver Nordisk Film, at de selv i deres mest optimistiske prognoser ikke havde forudset, at filmen ville slå sin forgænger. Det blev betragtet som urealistisk, fordi den første film havde premiereweekend i juleferien, mens ’Ternet Ninja 2’ åbnede i en solskinsweekend i august.

Leder af Nordisk Film Distribution Frederik Honoré siger, at det er »historisk flot«.

»At komme buldrende på den måde på vej ud af coronakrisen og midt i august hvor solen ovenikøbet har skinnet hele weekenden, troede vi simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Det betyder, at ’Ternet Ninja 2’ allerede er på vej til at blive årets største danske biografsucces. Al snak om biografkrise og ændret publikumsadfærd bør forstumme«, siger han i en pressemeddelelse.

Filmens skaber, Anders Matthesen, der har skrevet manuskript til og instrueret filmen, siger i en pressemeddelelse at han er både taknemmelig og lettet.

»Det var jo noget af et sats at planlægge en premiere midt i en coronakrise med lukkede biografer og forbud. Men vi håbede, at det ville blive muligt at komme i biografen efter sommerferien. Og at biograferne så ovenikøbet kan tjene nogle af de penge hjem, som de har mistet under nedlukningen, er jo bare perfekt«, siger han.

Forgængeren ’Ternet Ninja 1’ blev i alt set af knap 1 million mennesker.

Plaster på såret

For Nordisk Film er det et kommercielt plaster på såret, efter at filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens ’Marco Effekten’ fra slutningen af maj har skuffet med indtil videre bare 215.000 solgte billetter.

Nordisk Film har overtaget filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bøger fra Zentropa og lavet et nyt cast med Ulrik Thomsen i spidsen som Carl Mørck. De første fire bøger blev filmatiseret af Zentropa, som forfatteren åbent har kritiseret, blandt andet mente han, at Nikolaj Lie Kaas var fejlcastet som politimanden Carl Mørck.

Men ’Marco Effekten’ med Ulrik Thomsen i hovedrollen fik halvsløje anmeldelser, og også publikum har svigtet filmen.

Den forrige film om Carl Mørck med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen, ’Journal 64’ fra 2018, blev set af mere end 755.000 biografgængere.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her