60.000 ansatte i underholdningsbranchen kan ende med at nedlægge arbejdet i protest over lange arbejdsdage og pressede lønninger.

Kæmpestrejke truer i Hollywood

Hollywoods seneste store strejke begyndte i 2007, da manuskriptforfatterne lagde sig ud med film- og tv-producerene. Her er det til højre Marvin Silbermintz, som var forfatter på det populære 'Tonight Show with Jay Leno', på Hollywood Boulevard.  Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix
Hollywoods seneste store strejke begyndte i 2007, da manuskriptforfatterne lagde sig ud med film- og tv-producerene. Her er det til højre Marvin Silbermintz, som var forfatter på det populære 'Tonight Show with Jay Leno', på Hollywood Boulevard. Foto: Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Resultatet kan blive et fuldt stop for produktionerne af dine favoritfilm og -tv-serier, hvis 60.000 filmfolk gør alvor af en strejke i Hollywood, der bliver mere sandsynlig dag for dag.

I denne uge annoncerede The International Association of Theatrical Stage Employees (IATSE) en afstemning blandt sine 60.000 medlemmer om, hvorvidt organisationen skal have autorisation til på deres vegne at varsle strejke. Det skriver mediet Variety.

Bliver truslerne til alvor, vil det være det største opgør om arbejdsforhold i 14 år og udskyde filmproduktioner i hele USA.

De mange kamerafolk, klippere og så videre er især utilfredse med, at deres arbejdsdage bliver længere og længere, samtidig med at pauserne imellem dagene skrumper. Kritikken er kendt blandt produktionsselskaberne, men deres organisation, The Alliance of Motion Picture and Television Producers, har afvist kravene, som ville øge deres omkostninger betydeligt.

Afstemningen skal foregå 1. oktober, resultatet ventes klar 4. oktober. Stemmer medlemmerne ja til at lade IATSE varsle strejke på deres vegne, har organisationen autorisation til at annoncere en sådan, hvis de vurderer, at forhandlingerne går i stå igen.

Emilie Maarbjerg Mørk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her