DR vil ikke fortælle offentligheden, hvor mange penge der blev brugt på produktionen af den historiske dramaserie om Leonora Christina, inden serien blev udskudt.
Det fremgår ifølge MediaWatch af et svar til Folketingets Kulturudvalg.
Det var Dansk Folkepartis medieordfører, Dennis Flydtkjær, der havde bedt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om et overblik over omkostningerne. Men i det svar, kulturministeren har indhentet fra DR til Folketingets Kulturudvalg, lyder det, at DR af konkurrencemæssige årsager ikke kan oplyse noget om den konkrete økonomi på deres produktioner.
»Dette gælder også for dramaserien ’Leonora Christina’. Men DR er ærgerlige over, at det var nødvendigt med udskydelsen og evaluerer selvsagt processen vedr. ’Leonora Christina’ med henblik på, hvad der kan læres fremover«, hedder det ifølge MediaWatch i DR’s svar til Kulturudvalget.
Udskydelsen af serien har blandt andet betydet, at DR’s dramachef Christian Rank blev fyret. Kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen sagde i den forbindelse til Politiken, at han var enig i beslutningen om at lægge produktionen ned, men at der var brug for en ny start, fordi der var gået hårdknude i relationerne mellem DR og det kreative miljø.
I begyndelsen af denne måned betød en større organisationsændring, at stillingen som dramachef i DR blev nedlagt. Der vil i stedet blive ansat en kunstnerisk leder, som skal have fokus på de kunstneriske valg.
Den kunstneriske leder kommer til at referere til den tidligere mediedirektør Henriette Marienlund, som nu skal stå i spidsen for en ny samlet fiktionsafdeling, der skal udvikle en fiktionsstrategi for DR.
fortsæt med at læse
Turbulens efter udskudt dramaserie koster DR-chef jobbet
-
DR stopper produktionen af stor dramasatsning: »Jeg forstår virkelig godt, hvis det for nogen virker som en voldsom beslutning«
-
'Borgen' og 'Forbrydelsen' har været med til at gøre danske tv-serier eftertragtede. Nu har succesen fået utilsigtede konsekvenser
-
Derfor laver ledelsen markant om i DR: »Der er simpelthen mennesker, der aldrig nogensinde kommer forbi en flowkanal mere«




























