Man skal være god til hovedregning for at holde styr på de mange grand slam-titler, som de to tennissøstre Serena og Venus Williams har høstet, siden Venus Ebony Starr Williams i 1998 vandt sin første grand slam-titel.
Både når det gælder grand slam-titler, verdensranglisteplaceringer og olympiske guldmedaljer, er rekorderne røget på stribe, når de to amerikanske søstre har tørret underlag med modstanderne. Når sportsstjerner bliver så suveræne og holder sig på toppen i så lang en årrække, kan man næsten komme til at tage det som en selvfølge, at de bare vinder og vinder. Man kan måske ligefrem komme til at synes, at det er lidt kedeligt med så massiv en dominans.




























