»Vi har kun kradset i overfladen«, står der i traileren til ’Tiger King 2’, der lover »mere galskab og kaos«. På sin vis passer det så meget godt, at en af seriens centrale personer nu sagsøger Netflix.

Carole Baskin sagsøger Netflix få uger inden premieren på ny sæson af ’Tiger King ’

Anden sæson af den populære Netflix-dokumentar 'Tiger King' får premiere 17. november. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
Anden sæson af den populære Netflix-dokumentar 'Tiger King' får premiere 17. november. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Blot to uger inden premieren på den ny sæson af den ekstremt populære Netflix-dokumentarserie ’Tiger King’ sagsøger en af de centrale personer fra seriens første del, Carole Baskin, streaminggiganten bag.

Ifølge Variety hævder Carole Baskin og hendes mand, at de i deres oprindelige kontrakt udelukkende havde givet Netflix tilladelse til at bruge optagelser af dem i en enkelt sæson. Parret anklager derfor Netflix for kontraktbrud, fordi der nu er brugt optagelser af dem i traileren til den kommende sæson.

Efter frigivelsen af første sæson af ’Tiger King’ har Carole Baskin højlydt kritiseret serien, og i anklageskriftet mod Netflix hævder hun blandt andet, at første sæson fremstillede hende på vildledende vis – og at seriens skabere uden hold i virkeligheden anklagede hende for dyremishandling. Ligesom hun nu kritiserer Netflix for i serien at sætte hende under mistanke for hendes første mands forsvinden i 1997.

I 2018 blev Joe Exotic, seriens anden centrale person – hvis rigtige navn er Joseph Maldonado-Passage – anholdt og anklaget for at hyre to mænd til at myrde Carole Baskin.

Året efter blev han fundet skyldig i flere anklager om dyremishandling og to tilfælde af mordforsøg og blev idømt 22 års fængsel i Fort Worth, Texas.

Exotic har siden solgt sin zoo og anket dommen.

Sæson 2

’Tiger King 2’ handler, ligesom første sæson, om fejden mellem showman Joe Exotic, den nu tidligere ejer af en privat zoo med kattedyr i Oklahoma, og dyrebeskytteren Carole Baskin, der driver et reservat for eksotiske og truede tigere og løver. Anden sæson lover flere afsløringer om USA’s store katteejere.

»Vi har kun kradset i overfladen«, står der i traileren fra Netflix, der lover »mere galskab og kaos«.

Den første serie havde premiere i marts 2020, og blev under coronapandemien en af Netflix’ mest sete serier. Den ny sæson får premiere 17. november.

Anna Konggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her