Ifølge en ny erindringsbog af Natalie Woods lillesøster, Lana Wood, var Kirk Douglas den »store stjerne«, som seksuelt krænkede den berømte skuespillerinde på et hotelværelse i Los Angeles, da hun var teenager.

Hollywood-legende anklages for seksuelt overgreb i ny bog

Kirk Douglas, der døde i 2020, var op igennem 50'erne og 60'erne en af de absolut største stjerner i Hollywood. Han spillede blandt andet med i Stanley Kubricks storfilm 'Spartacus'. Nu bliver han anklaget for at forgrebet sig seksuelt på den dengang bare 16-årige skuespillerkollega Natalie Wood, der døde i 1981, af hendes lillesøster Lana Wood.  Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Kirk Douglas, der døde i 2020, var op igennem 50'erne og 60'erne en af de absolut største stjerner i Hollywood. Han spillede blandt andet med i Stanley Kubricks storfilm 'Spartacus'. Nu bliver han anklaget for at forgrebet sig seksuelt på den dengang bare 16-årige skuespillerkollega Natalie Wood, der døde i 1981, af hendes lillesøster Lana Wood. Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den legendariske amerikanske Hollywood-stjerne Kirk Douglas forgreb sig seksuelt på den berømte skuespiller Natalie Wood, da hun var 16, og han i slutningen af 30’erne.

Det hævder Natalie Woods søster Lana Wood i sin nye erindringsbog, ’Little Sister’, der udkommer i næste uge.

Allerede i 2018 fortalte søsteren, at Natalie Wood var blevet »voldtaget« af en »stor stjerne«, og siden da har rygterne svirret. Men nu sætter hun altså navn på den påståede overgrebsmand, skriver flere internationale medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.

Ifølge beskrivelserne i bogen skulle overgrebet have fundet sted på et hotelværelse i Los Angeles. Natalie Wood var en ung og håbefuld skuespiller, og hendes mor havde arrangeret et møde med den berømte Kirk Douglas, fordi hun var sikker på, at det ville åbne døre i den amerikanske filmhovedstad. Men da Natalie Wood kom tilbage til bilen fra hotelværelset, hvor moren og den dengang 8-årige Lana Wood sad og ventede, var hun tydeligt oprørt.

»Hun så forfærdelig ud. Hun var forpjusket og meget ked af det, og hun og mor begyndte at hviske sammen. Jeg kunne ikke rigtig høre, hvad der blev sagt. Noget slemt var åbenbart hændt min søster, men hvad end det var, var jeg tilsyneladende for ung til at høre om det«, skriver den i dag 75-årige Lana Wood.

Da Natalie Wood var voksen, fortalte hun sin lillesøster, hvad der var sket på hotelværelset.

»Han gjorde mig ondt, Lana«, skal hun have sagt.

»Det var som en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg var skrækslagen, jeg var forvirret«.

Natalie Wood, der døde under mystiske omstændigheder i 1981, er kendt fra film som ’Rebel Without a Cause’ (på dansk: ’Vildt blod’) fra 1955, hvor hun spillede over for James Dean, og fra ’West Side Story’ fra 1961, hvor hun spiller en af hovedrollerne som Maria.

Kirk Douglas, som døde i 2020, medvirkede i en lang række film i løbet af sin karriere. Han spillede blandt andet hovedrollerne i Stanley Kubricks storfilm ’Spartacus’ fra 1960 og ’Ærens vej’ fra 1957.

Kirk Douglas’ søn skuespilleren Michael Douglas har gennem sin pr-agent kommenteret anklagerne om, at hans far skulle have voldtaget Natalie Wood, med ordene:

»Må de begge hvile i fred«.

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her