Som dreng i 80’ernes Aalborg var man altid lidt bange for at få tæsk, især når man gik i skole i arbejderkvarteret Vejgaard. De andres storebrødre var de værste, og jeg husker en videoaften med vennerne, der blev forvandlet fra lørdagshygge med ’Fars fede ferie’ til rædsel, da en storebror sparkede døren ind og skældte os ud, fordi vi ikke så porno. Minuttet efter brasede hans venner ind for at vise os, hvordan mænd skulle opføre sig.
Den ene kendte vi fra skolegården, hvor han sigtede på os med gaspistol i frikvartererne. Nu hamrede han en øldåse flad mod panden, tog et af vores liggeunderlag og brølede som Hulk Hogan, inden han tog en bid af det og spyttede stykket i hovedet på min sidemand. De havde sat Napalm Deaths 20 sekunder lange ’The Kill’ i loop på stereoanlægget og headbangede så hysterisk, at vi ormede ud mod hjørnerne i vores soveposer.


























