Genindspilningen af ’Mine glade 60’ere’ er både skæg og sød og rar. Og det klæder den at krydre forstadsidyllen med raceproblematik.

Genindspilningen af 'Mine glade 60'ere' har en sort familie i centrum, men det er stadig mest hyggeligt

Amerikansk parcelhusidyl, når den er allermest stereotyp. Og så alligevel ikke, for under overfladen bobler raceproblematik og pubertetsproblemer.
Amerikansk parcelhusidyl, når den er allermest stereotyp. Og så alligevel ikke, for under overfladen bobler raceproblematik og pubertetsproblemer.
Lyt til artiklen

Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Sådan skriver hovedpersonen i Tom Robbins’ genialt morsomme roman ’Still Life With Woodpecker’ fra 1980. Bevares, det holder måske ikke i virkeligheden, men så er der drømmene, og dem er fjernsynet heldigvis altid leveringsdygtig i.

Så selv om man havde en halvsløj skoletid op til puberteten, der for alvor ramte og gjorde det hele fuldstændig umuligt, er der råd for det. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne hed et muligt remedie ’Mine glade 60’ere’, en serie, som med smalfilmsoptagelser og Joe Cockers fortolkning af The Beatles’ ’With A Little Help From My Friends’ åbnede en portal til en verden af sødmefyldte, præpubertære trivialiteter anno dengang, nærmere bestemt slutningen af 1960’erne og et halvt dusin år frem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her