Børneværelsets sejlivede klassikere har givet stof til utallige tegnefilm, men at de ikke alle lader sig omplante til et nutidigt medielandskab, er denne tysk-østrigske satsning på en fantasifuld film for de yngste desværre et godt, det vil sige ret mislykket eksempel på.
Når det nu funker for andre, både med spænding og med det rene eventyr, hvorfor så ikke prøve med ’Peterchens Mondfahrt’, har instruktør Ahadi nok tænkt (det er ham, der har lavet de tre tyske ’realfilm med animationshjælp’ om ’Peddersen og Findus’). Denne stadig læste tyske børneklassiker af Gerdt von Bassewitz havde teaterpremiere i 1912 og kom som bog i 1915, med de samme frie fantasier om rumrejser som for eksempel Georges Méliès havde i sci-fi-stumfilmen ’Rejsen til Månen’ fra 1902 og vores egen Storm P. i tegneseriehæftet om ’De tre smaa Mænds Rejse til Solen’ fra 1920.




























