Berlin-rejsende har gennem glaspladen i fortovet på Bebelplatz ved siden af Staatsoper kigget ned på alle de tomme reoler under gadeplan: Mindesmærket om autodaféen 10. maj 1933, da nazisterne på samme sted brændte forbudt litteratur. En af tilskuerne den dag var den 32-årige tyske forfatter Erich Kästner. Og en af bøgerne på bålet var hans egen delvis selvbiografiske samtidsroman ’Fabian’, udgivet to år før.
Med et lykkeligt greb krydsklipper den næsten 70-årige tyske instruktør Dominik Graf slutningen på sin filmfortælling om Fabian med de skræmmende billeder af flammerne, der fortærer selv samme fortælling. Vidunderligt præcist, fordi fortællingens hovedperson så længe undgår at handle aktivt i sit eget liv eller andres – og bålet er en forsmag på de næste 10-12 års rædsler som følge af, at for mange så passivt til for længe.


























