Harry Potter-skuespiller Daniel Radcliffe kommer. Hermione Granger-spilleren, Emma Watson, kommer. Rupert Grint, der spillede Ron Weasley, kommer.
Og et hav af andre involverede i de otte Harry Potter-film – fra Lord Voldemort (Ralph Fiennes) til Sirius Black (Gary Oldman) og Bellatrix Lestrange (Helena Bonham Carter) – kommer til den stort anlagte tv-transmitterede 20-års-Harry Potter-reunion, som sendes på HBO Max nytårsdag.
Men én er ikke med – eller i hvert fald kun med i nogle få gamle klip: Hende, der fandt på karaktererne og skrev dem frem til glæde for børn og deres forældre samt til maksimal indtjening for forlag og biografer verden over.
Og det at J. K. Rowling, den britiske Potter-forfatter, ikke er inviteret med på vandring ind på Hogwarts-skolen eller ned ad Diagonalstræde, har rejst spekulationer om, hvorvidt det har med hendes udtalelser om køn og transpersoner at gøre.
Det skriver BBC, der har samlet anmeldelser og kommentarer fra en række medier op til udsendelsen på lørdag.
Selve programmet, hvor filmens team mødes igen, kaldes af avisen Times »charmerende om end ind imellem noget sukkersødt« og af Telegraph »temmelig vammelt« og også her »sukkersødt« samt med et godt lag vaseline på linsen til at tage de værste knaster.
Metro mener til gengæld, at gensynet griber en om hjertet og anbefaler seeren at lave en Accio-besværgelse efter papirlommetørklæder med reference til en kendt trylleformular fra Potter-universet, hvor man kan hidkalde ønskede ting med et: »Accio«.
Rowling sat uden for døren
Men det er J. K. Rowlings manglende tilstedeværelse, der især optager medierne.
Forfatteren er blevet kaldt transfobisk og har vakt postyr med sine tweets, hvor hun blandt andet har harcelleret over udtrykket »mennesker, der menstruerer« og har spurgt, om der ikke engang plejede at være et dækkende ord. Underforstået: kvinder.
Herefter eksploderede debatten, og folk skrev, at ikke alle, der menstruerer, er kvinder, og ikke alle kvinder menstruerer. For eksempel kan transkønnede mænd – født som kvinder – menstruere.
Det hjalp ikke, at forfatteren kom igen med en støtteerklæring til transpersoner, også fordi hun samtidig skrev, at man ikke kan fjerne ideen om biologiske køn, fordi man dermed »fjerner manges mulighed for meningsfuldt at kunne diskutere deres liv«.
Harry Potter-skuespiller Daniel Radcliffe var blandt dem, der lagde luft til J. K. Rowling og advarede imod at skade transpersoners og nonbinære personers identitet.
Og nu spekulerer anmelderne af Potter-gensynet altså i, om det mon ikke er stemningen imod J. K. Rowling, der har dømt hende ude af et program, de finder, hun hører naturligt hjemme i.
»Selv en muggler vil kunne regne ud«, skriver The Telegraph med Potter-universets ord for mennesker uden magiske evner, at Rowling ikke får sendetid på grund af hendes syn på transpersoner. I programmet savner avisen forfatteren som den med størst indsigt i Harry Potters karakter og læsernes fascination af ham.
Filmmediet Screen Rant skriver tilsvarende, at det ikke ville være overraskende, hvis Warner og HBO bevidst har styret uden om risikoen for, at et dyrt program vil blive kvalt i diskussioner om Rowlings syn på køn.
fortsæt med at læse


























