Hitserie på Netflix anklages for at fremstille ukrainsk karakter, der stjæler og har dårlig stil, stereotypt.

Populær Netflix-serie bliver igen beskyldt for stereotyp fremstilling

Lily Collins spiller hovedrollen som Emily i 'Emily in Paris'.  Foto: Netflix/Courtesy of Netflix
Lily Collins spiller hovedrollen som Emily i 'Emily in Paris'. Foto: Netflix/Courtesy of Netflix
Lyt til artiklen

Ukraines kulturminister har i et brev klaget til Netflix over fremstillingen af en karakter fra Kijev i streamingtjenestens hitserie ’Emily in Paris’. Det skriver BBC natten til mandag dansk tid.

Serien følger en ung amerikansk kvinde spillet af skuespiller Lily Collins, der rejser til den franske hovedstad for at arbejde. I den netop udgivne anden sæson møder seriens hovedperson, Emily, en ukrainer ved navn Petra, som hun begår butikstyveri sammen med.

Karakteren Petra fremstilles også som en person med dårlig tøjsmag og som en kvinde, der konstant er bange for at blive udvist af Frankrig. Og det er de stereotyper, der har fået kulturminister Oleksandr Tkatjenko op i det røde felt.

»I ’Emily in Paris’ ser vi et karikeret billede af en ukrainsk kvinde, der er uacceptabelt. Det er også fornærmende«, skriver ministeren på beskedtjeneste Telegram ifølge BBC.

»Et det sådan, ukrainere skal ses i udlandet? Som folk, der stjæler, der vil have alt gratis, og som er bange for at blive deporteret?«.

Oleksandr Tkatjenko oplyser ifølge avisen Daily Mirror, at Netflix har taget godt imod hans kritik.

»De takkede mig for feedbacken, og de hørte om de bekymringer, som ukrainske seere har om sådan et billede af en ukrainsk kvinde. Vi aftalte, at vi i 2022 vil være i tæt kontakt for at undgå lignende tilfælde«, siger han.

Ifølge BBC er det ikke første gang, ’Emily in Paris’ bliver kritiseret for sine skildringer af forskellige nationaliteter. Da serien blev udgivet, blev den især kritiseret i Frankrig for at fremme et stereotypt billede af Paris og byens beboere.

Blandt andet fordi franskmændene fremstilles som et folkefærd, der går med baret, og som jævnligt er deres partnere utro. I den nye sæson er der også en britisk karakter med ved navn Alfie, der bruger det meste af sin tid på at gå på pub og se fodbold.

Seriens skaber, Darren Star, har tidligere afvist kritikken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her