Julen nærmer sig med hastige skridt, og med lidt ferie og helligdage i horisonten kæmper streamingtjenesterne på livet løs om brugernes opmærksomhed og gunst.
Vi graver os her gennem udvalget for at finde frem til guldklumperne. Læs med, så du kan være med i hulen, når snakken om stjernerne på skærmen om lidt begynder at gå på kontoret og til middagen med vennerne.
Skal julestemningen kickstartes derhjemme, altså virkelig have et ordentlig rygstød? Så gælder det om at ty til Mariah Carey. Hendes ’All I Want For Christmas Is You’ har toppet hitlisterne snart sagt hver december siden udgivelsen i 1994, og nu vil tech- og mediemastodonten Apple have fingrene i godteposen.
På streamingtjenesten Apple TV+ lancerer de 3. december en såkaldt jule-special, hvor Carey optræder med sin ny julesang – ’Fall in Love at Christmas’ – for første gang. I programmet vil der også være et længere interview med Mariah Carey og hendes 10-årige tvillinger, sønnen Moroccan og datteren Monro, hvor de fortæller om familiens bedste juleminder. Både popstjernen Khalid og gospelsanger Kirk Franklin kigger desuden forbi for at drysse sukkersød stemning ud gennem skærmen.
