Med årene er serien ’The Crown’ blevet mere og mere kontroversiel. Dramatiseringen af virkelige hændelser i det britiske kongehus nærmer sig majestætsfornærmelse, mener en lang række kritikere – herunder oscarvinder Judi Dench – der finder skildringen af især Dianas ægteskab med prins Charles sensationalistisk og »forfærdelig uretfærdig«.
Trods kritikken er serien stadig en af Netflix’ mest populære, og i sjette sæson er vi nået til de skæbnesvangre måneder op til og efter Dianas død: Hendes spirende romance med Dodi Fayed, flugten fra paparazzierne, ulykken og den ny virkelighed for de efterladte.
Elizabeth Debicki – herhjemme især kendt fra Christopher Nolans ’Tenet’ (2020) – tager en runde mere som prinsesse Diana, mens Dominic West gør den som hendes eksmand. Og så vender Imelda Staunton nok en gang tilbage som familiens overhoved, den nu afdøde dronning Elizabeth II.
’The Crown – sæson 6’. Premiere 16. november på Netflix.
