Der lader ikke til at være sparet på noget i filmatiseringen af den kritikerroste roman ’Pachinko’, Min Jin Lees storsælgende familiesaga om den koreanske fiskerdatter Sunja og hendes efterkommere, der må overkomme både hunger, racisme og alskens fortrædeligheder som immigranter i et mere end almindeligt fremmedfjendsk Japan.
Handlingen udspiller sig over flere generationer fra begyndelsen af det 20. århundrede og godt 100 år frem – samt på flere sprog, nemlig både koreansk, japansk og engelsk. Undervejs udspiller historierne om de enkelte familiemedlemmer sig, mens verdenskrige, teknologiske landvindinger og samfundsmæssige omkalfatringer flyver forbi uden for vinduet.
Apple har sikret sig streaming-rettighederne, og Soo Hugh – kvinden bag flere afsnit i gysersantologien ’The Terror’ og senere Netflix-versioneringen af den danske ’Forbrydelsen’ – skal omsætte romanforlægget til skærmen. Hovedrollerne i ensemblet spilles bl.a. af oscarvinder Youn Yuh-jung (’Minari’ m.fl.) og internetfænomenet Lee Min-ho.
’Pachinko’. Premiere 25. marts på Apple TV+.
