Lyt til artiklen
Der findes en trend i særligt nyere ungdomsserier, særligt de nordiske, som gerne måtte holde op med at være en trend. Det drejer sig om en slags bevidst, fremelsket akavethed. En slag overdreven brug af unaturligt lange samtalepauser, klumper, der synkes, blikke, der kastes, og ansigtstræk, der trækkes alt for meget i.
Det er virkemidler, der rigtigt doseret, som for eksempel i den banebrydende norske ungdomsserie ’Skam’, den ligeledes norske og undervurderede ’Unge lovende’ eller den danske serie ’29’ kan intensivere og formidle den akavede hovedpersons usikkerhed og væren følelsesmæssigt ude af trit med verden. Men det er også en stilistisk smagsforstærker, der ikke kan komme til at erstatte selve retten.
