Krimigenren er konventionernes og klicheernes fest. Og derfor er det også en del af spillet, at man som seer eller læser godter sig over udlagte spor og sendte signaler. Måske for at blive skuffet eller bekræftet. Muligvis ledt på afveje af spændingsmæssige hensyn. Sådan skal det være.
I så henseende spiller fordomme også en rolle. Krimier er nemlig – for en stor dels vedkommende – ganske moralistiske. De onde får deres bekomst takket være det godes sejr. Og vi har det med at mene at vide, at bestemte karaktertræk hos en figur i fiktionen gør vedkommende hjemfalden til straf. Man kan ligesom mærke det på sit vand eller sin indre domsperson, at det der hovne møgøre eller den der arrogante fnatugle har urent mel i posen.


























