Første billede i ’Archive 81’ er bare så blæret. På spillefilmsmåden: På et ekspansivt helikopterskud ser vi torvet foran den ikoniske trekantede Flatiron-bygning på Manhattan, mellem 5th Avenue, Broadway og East 22nd Street. Inden vi har fået vejret igen, er vi i gadeniveau, hvor Dan (Mamoudou Athie), filmarkivar med speciale inden for digitalisering af gamle optagelser, ubeset køber en håndfuld gamle brandsodede VHS-bånd på et loppemarked.
Inden da har vi under forteksterne oplevet en virkelig atmosfæreforstyrret creepy intro med suggestiv, marereden titelmusik med brug af thereminen, 50’ernes foretrukne uhyggeinstrument. I det hele taget er musikken og lydsiden til serien noget af det bedste, jeg erindrer.




























