At finde sig på plads i livet. Det lyder så abstrakt, men er så præcist på samme tid. For opleves ubehaget ved at leve ikke ofte rumligt? Man føler sig for stor eller for lille eller ude af proportioner i forhold til sin hverdag. Som en firkantet klods, der forsøger at komme gennem et rundt hul, eller som en dej, der hæver helt ud af de fysiske realiteter. Man er for mange tanker stoppet ind i et for snævert øjeblik, naglet til stedet lige præcis ved siden af det sted, hvor sjæleroen findes.
Det er det, jeg synes HBO Max-serien ’Somebody Somewhere’ handler om. Følelsen af at være et hav, der fortjener at blive grædt. Sådan ville serien, der er langt mere til lun humor end pjevset patos, sikkert ikke beskrive sig selv, men ’Somebody Somewhere’ tematiserer det at finde sig på plads midt i livet i kølvandet på sorg og desillusion med en ømhed og varme, der eftertrykkeligt sparker døren ind hos den konkrete seer og efterlader spørgsmålet om, hvordan man får møffet sig tættere på sin værens pasform.
