»’Big Mouth’ møder ’The Office’«. Sådan bliver ’Human Resources’ på et tidspunkt beskrevet i begyndelsen af animationsserien, der også er et direkte spinoff af en af tidens mest populære og anmelderroste voksenanimationsserier, ’Big Mouth’. I løbet af fem eminente sæsoner har serien om de to teenagedrenge og bedstevenner Nick og Andrew, der er løst inspireret af serieskaberne Nick Kroll og Andrew Goldbergs egen teenagetid, indfanget seerne med sit særlige portræt af rørende teenageliderlighed. En serie så øm som en pubertetsbrystvorte.
Lige nu oplever animerede tv-serier en regulær ny guldalder – ikke alene på grund af ’Big Mouth’, men også serier som den filosofisk nørdede ’Rick and Morty’, den melankolsk-eksistentielle ’BoJack Horseman’ og den lsd-syrede ’Midnight Gospel’, hvor sidstnævnte i øvrigt er tegnet af samme animationsfirma, Titmouse, som producerer ’Big Mouth’ og ’Human Resources’. Det er derfor mere end forståeligt, at serieskaberne har blod på tanden i forhold til at holde streamingtjenesterne med efterspurgt indhold, og i ’Human Resources’ er den resurse, som forsøges udvundet af den originale serie, først og fremmest den geniale opfindelse, som er hormonmonstrene.
