At fortælle uhyggelige historier på film er groft sagt en fortsættelse af folkeeventyr med gotiske bogstaver og oldgammel folklore ved bålet, hvor det oftest er den samme skov, man træder ind i, og de samme monstre, der skjuler sig derinde.
Så thriller- og gysergenren er ofte fuld af faste troper, og når instruktør Anders Rønnow Klarlund (’Strings’ og ’Hvordan vi slipper af med de andre’) indleder seriemorderfilmen ’Klienten’ i en brusekabine, hvor en prostitueret med trist løbende mascara bliver taget bagfra af en forretningsmand klædt som en American Psycho, er det i udgangspunktet helt fint. Filmen bekender jo bare kulør som genrefilm. Måske lidt for lige på og hårdt, men alligevel. En prostitueret som første offer. Så er vi med på legen.




























