Med Captain America alias Chris Evans forvandlet til sociopatisk lejemorder for CIA og Ryan Gosling til gengæld som sympatisk lejemorder for samme usentimentale efterretningsagentur og med et himmelstræbende budget på 200 millioner dollars til optagelser på en god halv snes locations over hele kloden er denne spionthriller efter sigende Netflix’ største enkeltfilmssatsning hidtil.
Ikke desto mindre er ’The Gray Man’ samtidig blevet en illustration af, at stjernebesætning og raketbudget ikke er nogen skudsikker opskrift på succes. Det er opskrifter jo sjældent, hvis de følges slavisk, men uden den nerve eller nye tilføjelse, der løfter genreøvelsen til noget helt for sig.


























