Hvor længe mon superhelteuniversernes krig om biografmilliarderne skal vare? Med DC-Warners lancering af den nyeste kraftkarl – og samtidig den ældste, forklaring følger – Black Adam, er vi godt på vej mod en trediveårskrig, for det er tydeligt, at han herefter skal i arbejde sammen med selskabets øvrige flyvende, trikotklædte retfærdighedsfreelancere.
Hvor Marvels hær af superhelte fylkes under Avengers’ (og Disneys) fane, har konkurrenterne hos DC-Warner deres Justice League under anførsel af Superman, Batman, Wonder Woman m.fl. Men før de blev til ligaen, var der Justice Society, hvor blandt andre figurer som Hawkman og Dr. Fate spillede førende roller helt tilbage i 1940’ernes tegneseriehæfter. Nu går de to på vingerne igen, assisteret af Atom Smasher (en collegeknægt, der kan blive høj som en havvindmølle) og Cyclone (en jævnaldrende pige, der skaber vind, mere end nok til en mølle!).




























