Få forfattere har haft så eminent et talent for at skildre snigende følelser af ubehag som Patricia Highsmith. For at skrive om liv levet som en hemmelighed.
I sin læsning af Highsmiths liv og værk har den tyske instruktør Eva Vitija ikke haft svært ved at finde to psykologiske forklaringer på forfatterens optagethed af ubehagets suspense. Highsmith var et uønsket barn, der kæmpede som en besat for at vride varme følelser ud af sin mors kølige distance.
Læg dertil et liv som lesbisk i en tid, hvor man måtte udleve sin seksualitet hemmelighedsfuldt eller i det mindste diskret. Highsmith havde som ung prøvet at gøre sin ’pligt’, men at kysse en date beskrev hun i sin dagbog som »at falde ned i en spandfuld af østers«. Det autoriserede heteroseksuelle samleje oplevede hun som »at blive gnedet med ståluld i ansigtet«. Med andre ord ... ikke så rart!
Patricia Highsmiths karriere tog tidligt fart, da en af hendes fortællinger blev opsnappet af spændingsmesteren Hitchcock. Han fik en klassiker ud af historien om to mænd, der som ’Strangers on a Train’ aftaler at bytte mord.
Highsmith havde mest hån tilovers for alle forsøg på at reducere hende til krimiforfatter. »Det perfekte mord findes ikke, men uopklarede mord er der nok af«, lader hun sin berømte psykopat Tom Ripley sige et sted.
Ripley sat ud af spillet
Highsmith er især kendt for sine romaner om Tom Ripley, der er blevet filmatiseret af bl.a. Wim Wenders og Anthony Minghella. Hendes skildring af Ripleys afkoblede følelsesliv og sociale stræben kombineret med et absolut fravær af skyld og skam gjorde Highsmith til en slags stormester i toksisk psykologi.
Det er imidlertid ikke så meget forfatterskabet om Ripley, der har interesseret Eva Vitija. For hende er nøgleværket den lesbiske roman ’Carol’, som Highsmith oprindelig udgav med titlen ’The Price of Salt’ under pseudonymet Claire Morgan. Dengang i 1952 en af uhyre få romaner med et lesbisk tema, som havde en lykkelig slutning.
Man må godt være lidt skeptisk, når en læsning sætter så entydigt et lighedstegn mellem liv og værk, som Eva Vitija gør i ’Loving Highsmith’, hvor Patricia Highsmiths bundløse behov for at begære og blive elsket hele tiden peger tilbage på den uforløste kærlighed til moderen. En håbløs stræben, hun på en dårlig dag selv kun kunne betegne som ynkelig.
Centrale medvirkende er Marijane Meaker, Monique Buffet og Tabea Blumenschein. Tre kvinder, som Highsmith havde længerevarende forhold til. Især den amerikanske forfatter Meaker giver et interessant indblik i Highsmiths liv, men sammen med de fyldige klip fra Todd Haynes’ fine filmatisering af ’Carol’ med Rooney Mara og Cate Blanchett er de med til at gøre ’Loving Highsmith’ til en dokumentarfilm, der handler langt mere om lesbisk kærlighed end om litteratur.
Det er der kommet en ret god dokumentarfilm ud af, hvis man kan leve med, at litteraturen bliver tredjehjul på giggen i en film, hvor fokus altovervejende er på den biografiske læsning. Eller med dagbogens ord på »notater om et altid-tilstedeværende emne«.
fortsæt med at læse
