Desværre er udgangspunktet for ’Under the Banner of Heaven’ virkelige hændelser. Godt nok er visse personer og bestemte omstændigheder skåret til af dramatiske og kunstneriske årsager. Men det korte af det lange er, at i 1984 blev den unge mormonkvinde Brenda Lafferty og hendes spæde datter, Erica, myrdet på den mest modbydelige vis i deres hjem i Utah. Og den efterfølgende efterforskning og retssag blotlagde forhold i de mere ortodokse mormonkredse, der trak tråde tilbage til religionens Gründerjahre i første halvdel af 1800-tallet. Først og fremmest de interne stridigheder, der dengang opstod, blandt andet som følge af synet på, hvordan man ægteskabeligt skulle gebærde sig i det ømtålelige spørgsmål om polygami, som oprindeligt var almindelig praksis, men siden blev officielt fordømt.
Til at begynde med ligner det en triviel, om end en frygtelig familietragedie: Brendas mand og Ericas far, Allen, er smurt ind i blod, og da han forhøres, erklærer han sin uskyld, men det kommer for en dag, at der har været meget dårlig stemning i hjemmet, og han har boet for sig selv i et stykke tid. Med andre ord: Desperat og forstyrret familiefar myrder kone og barn, fordi han har mistet dem.




























