»Jeg hedder Kasper, og jeg er lige rundet 20 år. For udefrakommende ligner jeg en helt normal 20-årig mand med styr på studiet, fremtiden og det sociale. Desværre er det ikke helt sådan. Jeg fejler noget rigtig grimt, som jeg aldrig har nævnt til nogen«.
Sådan begynder et brev, som den unge Kasper sender til en klinisk psykolog og forsker ved navn Karen Munk, som han har fundet på internettet. Hun er den første person, han betror sig til om det faktum, at han er pædofil. Han har haft mistanken længe og først håbet, at han var homoseksuel, da hans tiltrækning gik i retning af unge drenge. Men som tiden gik, og han selv blev voksen, har Kasper måttet sande det, der nu, hvor vi møder ham et uvist sted i start-20’erne, fylder ham med en intens skam og en dyb ensomhed.
