Ved National Television Awards blev det til flere priser til tv-serien ’Emmerdale’, der har kørt i 50 år. Men den største hyldest kom fra en uventet kant.

Kong Charles overrasker deltagere ved britisk prisfest

Det er vigtigt at producere vores fødevarer bæredygtigt og passe på landskaberne, siger kongen.  Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Det er vigtigt at producere vores fødevarer bæredygtigt og passe på landskaberne, siger kongen. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Britiske kong Charles III overraskede ifølge britiske medier de fleste, da han via en optaget tv-tale dukkede frem under prisfesten National Television Awards for at rose evighedsserien ’Emmerdale’.

Det svarer nok til, hvis dronning Margrethe II tonede frem på DR for at hylde ’Huset på Christianshavn’ – og i øvrigt benyttede lejligheden til at tale om bæredygtighed og klima.

’Emmerdale’ har været fast inventar for mange britiske kiggere af flow-tv i de seneste 50 år. Og en af tv-kiggerne har åbenbart været selveste den konge, som vi indtil for nylig kaldte prins. I talen roste kongen showet, som kun en sand kender kan gøre det, fremgår det af BBC’s dækning.

»Hver dag fortsætter ’Emmerdale’ med at portrættere, hvordan livet reelt er for dem, der arbejder med at dyrke jorden og beskytte vores dyrebare landskab. Den sætter også på fornemste vis fokus på noget, jeg er meget optaget af: at den måde, vi producerer vores mad på, er bæredygtig på langt sigt«, sagde han.

Mest populære serie

Han roste desuden holdet bag serien for deres indsats med at skære ned på produktionens CO2-aftryk. Og så bemærkede den 73-årige monark, at han var »gammel nok« til at kunne huske dengang, tv-serien hed ’Emmerdale Farm’ (navneskiftet kom i 1989).

Tv-serien ’Emmerdale’ er skabet af Kevin Laffan og foregår i den fiktive landsby Emmerdale i Yorkshire. Det første afsnit blev sendt 16. oktober 1972. Ved prisfesten på Wembley Arena, der blev afholdt 13. oktober, modtog serien både prisen for mest populære dramaserie samt en pris for enestående optræden, som gik til skuespilleren Mark Charnock.

Kong Charles overtog tronen fra sin mor, dronning Elizabeth II, der døde 8. september i år, 96 år gammel. Den officielle kroning vil foregå 6. maj næste år i kirken Westminster Abbey.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her