Whitney Houston er indehaver af alle mulige rekorder, men hendes vigtigste musikalske arv er måske i virkeligheden alverdens ’X Factor’-konkurrencer, hvor fokus i dén grad er på den performative stemmepragt i rampelyset snarere end på originalitet. Dette evigt gentagne øjeblik, hvor dommerne kan snakke om gåsehud og en stor fremtid for et talent, som med ganske få undtagelser vil gå i glemmebogen, i samme øjeblik sæsonens sangkonkurrence er slut.
Konkurrence er et nøgleord her. Det er Whitney Houstons olympiske kvaliteter: stemmens renhed, mezzosopranens spændvidde, antallet af førstepladser på hitlisten og hendes præstation som afsynger af nationalsangen ved Super Bowl, der har skrevet historie. Problemet med at skulle genfortælle hendes historie er, at der ikke gemmer sig en kunstners mysterium, der kan afdækkes. Der er bare triumferne og tragedien. En sørgelig historie om en kun alt for forudsigelig nedtursspiral.
