’Fleishman Is in Trouble’ er en historie, der med fortællerens ord handler om »hele fucking verden«. Altså vel at mærke, hvis hele fucking verden fandtes på Upper East Side i New York. Tv-serien, der er baseret på en roman af portrætjournalisten Taffy Brodesser-Akner, som nåede stjernestatus med et fantastisk intimt og detaljerigt portræt af Gwyneth Paltrow i New York Times, er et multitematisk relationsdrama om alt fra skilsmisse, klasse, midtlivskrise, eksistentiel angst og fundamental ensomhed. Og ikke mindst køn.
Toby Fleishman (vanligt neurotisk spillet af den moderne Woody Allen-inkarnation Jesse Eisenberg) er vores (tilsyneladende) hovedperson. En selvretfærdig leverlæge fra en god jødisk familie, der sætter en ære i at arbejde i det offentlige, og som netop er blevet skilt fra den ærgerrige teateragent Rachel Fleishman (Claire Danes i sit livs grædende topform), der tidligt mistede sine forældre og vil gå langt for at fæstne grunden under sine egne fødder.
I seriens allerførste scene svæver kameraet på hovedet gennem New Yorks skyskrabere. Et lille nik til underbevidstheden om, at alt måske ikke er, som det ser ud. Nyskilte Toby vågner til lyden af bimlende datingapps. En forvirrende kombination af nyfunden seksuel frihed og sorg bruser i hans blod. Aldrig mere skal han høre Rachel stresse over sit job, aldrig mere se hende »påføre sig et tykt lag af eyeliner med samme præcision som en artroskopirobot«, som den fortolkende fortællerstemme – der senere skal vise sig at tilhøre Tobys gamle collegeveninde Libby Epstein (Lizzy Caplan) – informerer os. Men så afleverer Rachel deres to børn til ham en dag for tidligt og tager på yoga-retreat. For derefter at forsvinde.
Toby er vred. Toby er efterladt som solofar i et absurd privilegeret overklassemiljø, som Rachel har albuet sig vej ind i, og hvor de andre lægemænd dominansmobber ham med deres astronomiske lønninger i medicinalindustrien, mens de hjemmegående koner powerwalker i ’Rosé all dé’ og ’Boss Bitch’-T-shirts og stresser over deres næste velgørenhedsfest.
Det er i de små portrætsvinere af Upper East Side-parnassets ulidelige snobberi, at Taffy Brodesser-Akners skarpt satiriske romanforlæg blomstrer. Som i fortællerintroduktionen til parrets ’ven’, der også bare hedder Rich, »og hvis far havde skabt sin formue i 1980’erne ved at opkøbe aids-patienters livsforsikringer«.
En anden Fleishman?
Toby rækker ud til sine collegevenner, den frustrerede familiemor Libby og den kroniske ungkarl Seth (Adam Brody), som loyalt lader ham hælde sit bitre vand ud ad ørerne, og mens selvmedlidenheden og tiden løber – og Libby på et tidspunkt forsigtigt spørger »hvad hvis der er sket hende noget?« – får vi Tobys liv med Rachel oprullet i flashbacks.
Og bedst som vi er allermest forargede over Rachels skam over Tobys karrieremæssige nøjsomhed (som læge!), hendes åbenlyse flirten med den cigarrygende alfahan og Vicodin-millionær Sam Rothberg og hendes afkoblede moderskab, tager serien en uventet drejning. For hvem er det, Libby får øje på, siddende der på en bænk i Central Park – udslukt, uhyggeligt forvirret og med en bagel flagrende i hånden?
Måske var det ikke den Fleishman, vi troede, der var i problemer. Perspektivskiftet uddyber begivenheder, der ikke var meget andet end perifere og irriterende for Toby – som for eksempel Rachels fødselslæges kropslige grænseoverskridelse – og de skjulte dybder i Rachels usynliggjorte og for Toby så ubelejlige sårbarhed vokser som et tragisk isbjerg op ad den kølige komedies blanke overflade.
Himpathy
Vi bliver med andre ord med formfuldendt narrativ elegance konfronteret med vores egen himpathy – eller i hvert fald en version af den logik, der er på spil i begrebet ’himpathy’, som blev opfundet af filosoffen Kate Manne i bogen ’Down Girl’ fra 2017 for at forklare den kønnede velvilje og de voldsomme forsvar (Johnny Depp, host), som ofte bliver mænd til del i offentlige MeToo-sager.
Men Toby og hans smerte bliver ikke forkastet eller latterliggjort. Serien lykkes snarere med at udvide hjerte- og forståelsesrummet for, hvor forskellige kønnede, økonomiske og traumatiske præmisser vi entrerer livet, samfundet og parforholdet med. At der så er en anelse for langt derhen, lever man lidt misfornøjet med. Serien står simpelthen alt for stille i den midterste del, hvor den også lider under fraværet af Claire Danes’ dirrende eminente skildring af en kvinde på randen af et nervøst sammenbrud.
Men alt i alt er ’Fleishman Is in Trouble’ en tankevækkende og samtidstragisk satire, der med skiftevis neurotisk og opgivende energi munder ud i en rørende undersøgelse af midtlivskrisens eksistentielle smerte. Ikke mindst som den ser ud for den engang så 90’er-ironiske cool girl Libby, der sprænger fortællerrollen. Toby får de første mange ord, men Libby får det sidste: »Jeg vender altid tilbage til min ungdoms museum for at lede efter det sidste sted, jeg så mig selv«
fortsæt med at læse
