Sidste år var jeg ikke i tvivl om, at første sæson af ’Reservation Dogs’ var noget af det bedste tv, jeg havde set det år. Portrættet af de fire venner i den dysfunktionelle og meget lidt farlige gadebande Reservation Dogs (eller bare Rez Dogs), der slambarderede rundt og fordrev tiden med at stjæle en lastvogn fuld af chips i en lille flække i Oklahoma i et område af den slags, man tidligere ville have kaldt reservater, flød så blidt og selvfølgeligt som en å, der bare ved, at den er vand.
De fire ud af otte episoder i sæson 2, som denne anmeldelse er baseret på, har ikke helt samme nødvendighedens nerve eller fordelen af personportrætternes nyhedsværdi, men langsomt træder et andet, mere kollektivt portræt frem. Hvor sorg, udlængsel og en ungdommelig drøm om frihed var hovednoterne i første sæson for de fire hovedpersoner Willie Jack (Paulina Alexis), Bear (D’Pharao Woon-A-Tai), Cheese (Lane Factor) og Elora Danan (Devery Jacobs), er sorg, hjemkomst og en ungdommelig opvågnen til deres egen rolle i fællesskabet hovednoterne i anden.
