Pludselig rumsterer noget ukendt inden i dig. Din krop opfører sig mærkeligt, dit blik bliver varmesøgende og dine fingre lange og famlende, mens din stemme og sågar dine tanker synes at tilhøre en anden. At ramme puberteten kan med andre ord godt føles som at blive overtaget af en alien!
Og du er ikke alene. De piger, du synes er søde, bliver pludselig tiltrukket af mærkelige væsner, som har hår de særeste steder og fører sig frem med de mest billige tricks i form af opsvulmede muskler, vulgær tale og bad boy-manerer.




























