I år kan Sveriges konge, Carl XVI Gustaf, fejre et halvt århundrede på sit lands trone. Han var blot 27 år gammel, da han fik overrakt scepteret, og ved samme lejlighed valgte det svenske parlament og Olof Palmes socialdemokratiske regering at bevare det konstitutionelle monarki – selv om det som institution var aldeles lidt i tråd med et samfund, der var bygget op omkring moderne lighedsprincipper og det grundsynspunkt, at ingen bør have adgang til et embede alene på grund af sin herkomst. Svensk Damtidnings oplag taget i betragtning var det dog nok en klog om end politisk lidt betændt beslutning.
Til at begynde med var hr. og fr. Svensson ikke voldsomt begejstrede for den voksne version Kallegutten, som prinsen blev kaldt i folkemunde. Han var en playboy med hang til natteliv og kvinder. Han havde ry for at være lidt smådum, fordi han led af ordblindhed. Og så havde han jo en lidt betændt politisk bagage, fordi hverken hans tyske mor eller svenske far tog afstand fra nazismen op til og under Anden Verdenskrig. Snarere tværtimod.
