Da jeg ser Birgitte Stærmoses ’Camino’, genkender jeg øjeblikkelig tre ting fra mine egne vandredage på den spanske pilgrimsrute: vabler så svuppende store som stillehavsøsters, den rungende kakofoni af snorken på pilgrimsherbergets sovesal og samtalerne med andre pilgrimme, der afslører, at næsten alle går på Caminoen af en grund.
Det kan selvfølgelig være selve præstationen i at tilbagelægge de 800 kilometer i løbet af en god måneds tid, men for mange handler det om at gå sig til rette med et smerteligt tab, en depression eller en anden form for livskrise. Naturligvis er der også stadig en del, der er på kristen pilgrimsvandring.


























