Da jeg begyndte at frekventere de store filmfestivaler i Venedig og Cannes, var det et møde med mange af de italienske og franske film, som langtfra altid nåede frem til de danske biografer. Her mødte jeg en forkærlighed for det moderne melodrama, hvor alle følelser, også i hverdagen, var større, end vi nordboer typisk er helt trygge ved.
Det kommer jeg til at tænke på, da jeg ser Arnaud Desplechins ’Bror og søster’. Den erfarne instruktørs nye film er i Frankrig blevet noget af et tilløbsstykke. Le Figaro har svunget sig op til at mene, at Desplechin egentlig havde været tiltænkt rollen som sin generations Truffaut, men i stedet er endt som dens Bergman.


























