Artiklen er opdateret kl. 00.04.
Dronning Margrethe hædres med en af de eftertragtede statuetter ved dette års Robert-prisuddeling. Hun får prisen Årets Kostumedesigner for sine kostumekreationer til Netflix-filmen ’Ehrengard: Forførelsens kunst’, der er instrueret af Bille August og er baseret på en bog af Karen Blixen.
Fakta
Robert-prisen
Dronningen er ikke selv til stede ved prisuddelingen, men den danske producer Marcella Dichmann modtager prisen på hendes vegne.
»Jeg tror, at de fleste har lært, at vi rejser os for de gravide i bussen og selvfølgelig også for de ældre. Det mener jeg ikke er forskelsbehandling, men at tage hensyn«, siger hun fra scenen.
»Jeg er oprigtig ked af, at Filmakademiet ikke har ønsket at tage de nødvendige hensyn, så Hendes Majestæt Dronning Margrethe kunne være her i dag og modtage denne flotte anerkendelse for sit arbejde«, fortsætter hun.
Det er dog ikke den opfattelse, som formand for Filmakademiet Jacob Neiiendam har.
»Vi har fået en forespørgsel fra producenten, om de kunne få at vide på forhånd, om dronningen vil modtage en pris. Vi har sådan set ikke været i kontakt med kongehuset«, siger han som et svar på kritikken til Ritzau.
»Der er ikke forskel på folk. Der er ingen, der får at vide, om de får en pris«, tilføjer han.
Dronning Margrethe har designet kostumer til filmens skuespillere, der blandt andre tæller Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard.
Oscar-kandidat var aftenens store vinder
Ud over Årets Kostumedesigner var dronning Margrethe nomineret i kategorien Årets scenograf for de omkring 70 découpager, som hun har klippet og klistret til fortællingens visuelle udtryk. Prisen gik dog til Jette Lehmann for hendes arbejde i Nikolaj Arcel-filmen ’Bastarden’, der blev aftenens store vinder.
’Bastarden’, der også var Danmarks Oscar-kandidat, vandt i alt ni priser, heriblandt Publikumsprisen og prisen for Årets danske spillefilm samt priserne for bedste mandlige hovedrolle og birolle, som gik til henholdsvis Mads Mikkelsen og Simon Bennebjerg. I ’Bastarden’ spiller Mads Mikkelsen den fattige soldat Ludvig Kahlen, som ønsker at følge kongens kald om at opdyrke den jyske hede. Men godsejeren Frederik de Schinkel, skildret af Simon Bennebjerg, mener, at han ejer heden, og det fører til fjendskab mellem de to.
»Jeg tror aldrig, jeg kommer til at lave en film igen, jeg er så stolt af. Det kan godt være. Men jeg tror det ikke«, lød det fra en meget rørt filminstruktør, Nikolaj Arcel, da han modtog hovedprisen.
’Bastarden’ har været længe undervejs og har været et comeback for Nikolaj Arcel både personligt og professionelt.
»Jeg er nødt til bare lige at være ærlig. De sidste 12 år har været så sindssyge på forskellige måder. Min karriere har været så fucket. Jeg lavede en film med Mads (Mikkelsen, red.) for 12 år siden, som var superfed, og jeg var så stolt af den. Og så tog jeg til USA og smadrede fuldstændig min karriere – fem år, hvor der ikke skete en skid, og så lavede jeg en lortefilm, som blev svinet til af alle«.
Nikolaj Arcel instruerede i 2012 det oscarnominerede drama ’En kongelig affære’, der ligesom i ’Bastarden’ havde Mads Mikkelsen i hovedrollen. Siden tog Nikolaj Arcel turen over Atlanten og stod bag kameraet på filmatiseringen af Stephen King-thrilleren ’The Dark Tower’, som havde Oscar-vinderen Matthew McConaughey i hovedrollen. Men filmatiseringen var meget langt fra en Oscar. Den fik decideret tæsk af anmelderne.
»Jeg gik helt ned, fik en stor depression, kunne ikke komme ud af sofaen i to år, sagde til Sara (Nikolaj Arcels hustru, red.): ’Jeg kommer aldrig til at lave film igen. Jeg er færdig. Jeg er for gammel’. Så kom jeg hjem. Til Mads. Og til Anders Thomas og lavede en film, jeg er så stolt af«, lød det videre fra Nikolaj Arcel.
’Huset’ gjorde rent bord
I tv-kategorierne ryddede DR-dramaserien ’Huset’, der følger de ansatte og indsatte i et dansk fængsel, bordet ved at vinde samtlige fire skuespilkategorier og prisen for Årets tv-serie.
En anden af aftenens store vindere var ’Apolonia, Apolonia, der ud over prisen som Årets dokumentarfilm vandt fire andre priser, inklusive for Årets instruktør.
Fakta
Vinderne af Robert-prisen 2024
Robert-priserne uddeles hvert år af Danmarks Filmakademi. Det er filmakademiets medlemmer, der stemmer om, hvem der nomineres, og hvem der tildeles priserne i de forskellige kategorier. Årets show blev afholdt i Tivoli Hotel og Congress Center i København med skuespiller Lise Baastrup som vært.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse


























