Omkring og bag den jazzede gruppe Chicago Underground Trio kan man nærmest mærke, hvordan musikerne får hele rummet til at spille med.
I hvert fald lykkes det i filmen ’Chicago Underground Trio: Chronicle’ for instruktøren Raymond Salvatore Harmon at skabe en eksperimenterende billedvision, der forstørrer indtrykket af musikken og giver en kæmpe oplevelse. De tre mandlige musikere har hvidt tøj på fra top til tå.
Til gengæld har Salvatore Harmon gjort omgivelserne maleriske. Skærmen er splittet i to. Psykedeliske røde, gule eller grønne farver afløser hinanden i takt til den abstrakte musik, og det ser ud, som om det hele foregår på et rigtigt stykke lærred af naturpigmenteret bomuldsstof.
’Chicago Underground Trio’ vises i serien ’Sound & Vision’ under Cph:Dox, der afsluttes på søndag. Inden da har en fem personer stor jury til opgave at finde ud af, hvilken af i alt 12 film der skal have årets Sound & Vision Award.
Positivt nok for publikum kan det altså ikke være noget let hverv i år, hvor der er adskillige rigtig gode musikfilm på programmet. Flere af de bedste er eksperimenterende ligesom den om trioen fra Chicago.
Chicago Underground Trio: Chronicle. Instruktion: Raymond Salvatore Harmon. USA. 86 min. Vises i Cinemateket fredag kl. 16.30.
Musikalske nomader
Det gælder også Raúl de la Fuentes ’Nömadak TX’, hvor to musikere bygger og spiller en helt ny slags musik på deres version af det baskiske instrument, txalapartaen. Instrumentet bygges af sten, træ eller is og vækkes ifølge myten først til live, når to mennesker spiller på det samtidig.
I ’Nömadak TX’ rejser de to musikere som nomader fra landskab til landskab, og instruktøren får den klangrige musik og synerne af Saharas eller Mongoliets vidder til at gå op i en højere, musikalsk enhed.
Nömadak TX. Instr.: Raúl de la Fuente. Spanien. 86 min. Vises i Cinemateket fredag kl. 16.30.
Klichéfri islandsk film
Treenigheden mellem musik, mennesker og landskaber spiller også en stor rolle i den islandske film ’Heima’ om den internationalt berømte gruppe Sigur Rós. I ’Heima’ er Sigur Rós tilbage på hjemøen, hvor gruppen i løbet af en turné spiller en række meget forskellige koncerter, der overværes af børn, unge, midaldrende og ældre mennesker.
Islændingene er stolte af Sigur Rós. Og gruppen kan være stolt af at have skabt en film, som uden at genbruge naturklicheerne om Island viser, hvor enestående landets befolkning og natur i bogstavelig forstand er.
Sigur Rós: Heima. Instr.: Dean Deblois. Island. 97 min. Vises i Cinemateket fredag kl. 21.45.
Glimrende indgang til The Clash
Hvordan skildrer man et menneske så sammensat, at folk kan have helt forskellige opfattelser af det? Filminstruktøren Julien Temple vælger at gøre det i kollagepræget stil i filmen ’Joe Strummer - The Future Is Unwritten’. Temple var ven med Joe Strummer, der er mest kendt som sangeren fra den engelske punkgruppe The Clash.
Det er formentlig årsagen til, at instruktøren har haft adgang til et meget stort materiale om Strummer. Dagbogsnotater, ekskærester, ungdomsvenner og smalfilmsoptagelser fra sangerens opvækst er alt sammen med i filmen og danner forståelse for, hvorfor The Clash og Joe Strummer blev et politisk og rockmusikalsk væsentligt band.
Strummers far var diplomat, og hans to sønner voksede op i Indien, Tyrkiet, Egypten, Mexico og Tyskland, inden de blev sendt på kostskole. Det problematiske forhold til faderen kan man læse om i biografier om Strummer. Heller ikke sangerens depressive sider mere end antydes her. Men som indgang til at forstå The Clash og deres tid er filmen glimrende.
Joe Strummer: The Future Is Unwritten. Instr.: Julien Temple. England og Irland. 123 min. Vises i Empire Bio lørdag kl. 22.30.
Film for garvede og nye fans
Det sidste kan man også sige om Grant Gees portræt af postpunk-gruppen Joy Division. Til forskel fra filmen om Joe Strummer står liveoptagelserne af musikken tydeligere og bedre i Grant Gees film. Når man ser den ranglede, unge sanger Ian Curtis optræde i filmen få år eller måneder, inden han begik selvmord og blev myte, udstråler han en helt enorm fascinationskraft.
Samtidig lykkes det gennem interview med efterladte, bekendte og eksempelvis hustruen Deborah Curtis at afmystificere en rockmusikalsk skikkelse, der ikke indspillede mange plader. Men hvilke! ’Joy Division’ er en film for både garvede og nye fans af bandet. Som sagt: De må få sig nogle hårde diskussioner i juryen bag Sound & Vision Award.
Joy Division. Instr. Grant Gee. England. 93 min. Vises på lørdag kl. 20.00 under afslutningsgalla på Nørrebro Teater og i Grand søndag kl. 19.00.
fortsæt med at læse
