Der bliver stadig vist film i morgen, men priserne blev uddelt i aftes, og den 10. CPH:DOX lakker mod enden.
Efter endnu et år, hvor festivalen har gjort sit yderste for at præsentere dokumentarfilm som en moderne, vigtig og spændende kunstart og kommunikationsform.
LÆS GUIDE Det skal du nå på CPH:DOX
Og ikke har været blege for at inkludere film, man ikke med sin bedste vilje kan kalde dokumentarfilm i klassisk forstand.
Stadig plads til 'normale' dokumentarer
Festivalens fokus på hybridfilm, på kunstneriske og udfordrende dokumentarfilm fortsætter og har definitivt placeret CPH:DOX på landkortet som en internationalt stærk festival med sin helt egen profil.
Men uanset hvor meget man hylder eksperimentet, er det stadigvæk sådan, at det i høj grad også er de stærke historier og de menneskeligt bevægende film, som tiltrækker publikum.
Lidt under radaren har den klassiske dokumentarfilm stadig en vigtig rolle at spille. Da publikum skulle vælge vinderen til Politikens Publikumspris, var det ikke et vildt eksperiment, men en menneskeligt omhyggelig og såre konventionel film om en kræftramt familie, Mikala Kroghs ’A Normal Life’, der løb med hjerterne.
LÆS MERE
Dristig profil
CPH:DOX lægger op til diskussion. Det gælder både form og indhold, etik og æstetik.
At festivalen både vælger kontroversielle film, der lægger op til diskussion, og rent faktisk iscenesætter debatten i form af diskussioner, workshopper og events, gør kun festivalens skarpe og dristige profil mere interessant.
LÆS OGSÅ
CPH:DOX er en festival, der holder både sig selv, sit publikum og sine kritikere på tæerne.
fortsæt med at læse
