Det er ikke meget konkret materiale, den engelske instruktør Carol Morley har haft, da hun begyndte at lave den spillefilmslange dokumentar ’Dreams Of A Life’ om afdøde Joyce Vincent.
Fra Joyce Vincent døde i en alder af blot 38 år i 2003, gik der hele 3 år, før hendes bortgang blev opdaget. Så længe lå liget af hende på sofaen i hendes lejlighed i London. Med fjernsynet tændt og en lille bunke uåbnede julegaver i nærheden.
Upåagtet død midt i byen
Joyce Vincent forsvandt simpelthen fra verden i fuldkommen stilhed. På trods af at hun boede i en tætbefolket del af storbyen og, skulle det vise sig, gennem sit korte liv havde kendt mange mennesker, blev hun aldrig meldt savnet. Ingen reagerede, selv om hendes regninger var ubetalte, og hendes krop gik i forrådnelse og naturligvis stank. Ingen. Heller ikke hendes fire søskende.
LÆS OGSÅ CPH:DOX-leder: Dokumentar i dag er ikke kun journalistik
Først da en vicevært efter så mange måneder fik låst sig ind til hende på grund af de ubetalte regninger, blev hun fundet. Da var der så lidt tilbage af hendes krop, at dødsårsagen ikke lod sig fastslå.
Nægter interviews
Gennem ’Dreams Of A Life’ forbliver det en gåde, hvordan en yngre kvinde som hende kunne dø uden at være savnet af nogen. Med til at bevare gåden er det for filmen ærgerlige faktum, at hendes fire søskende har nægtet at lade sig interviewe.
Man kommer uvægerligt til at spekulere på, om så genetisk tætte familierelationer kunne have gjort det bare lidt mere begribeligt, at hun kunne dø uden at blive savnet.
Ingen tegn på ensomhed
Men den anke ødelægger ikke Carol Morleys pointe med filmen: at det – tragisk nok – kan lade sig gøre at være ensom nok til at få en upåagtet død midt i byen trods naboer og også trods alle de tidligere bekendte og forhenværende kærester, som interviewes i filmen.
Skolekammerater, kærester, veninder og andre vidner i konsekvent rolige interviewsekvenser om, at Joyce Vincent ikke fejlede noget, der kunne forudsige en så rystende ensomhed.
Den smukke, velbegavede kvinde var hverken misbruger eller syg på andre måder, fremgår det både af udtalelser og af filmens mange rekonstruerede scener, hvori en skuespiller har rollen som Vincent.
Mange spørgsmål
Sandsynligvis havde det ikke skadet filmen med en beskæring af spillelængden. Men vekslingen mellem velfungerende rekonstruktioner og interview skaber indre drama, og Carol Morley forfalder ikke til at drage bombastiske konklusioner om Vincents liv.
Mange spørgsmål er intakte ved filmens slutning. Hvordan og hvorfor kunne det ske? Og hvem kunne og kan det så i øvrigt ske for? At medmenneskeligheden ikke rakte til Joyce Vincent er gribende tydeligt.
Kamp mod kræften
Empati, medmenneskelighed og uforklarlig skæbne er også temaer i danske Mikala Kroghs nye film, ’A Normal Life’.
Hovedrollerne i den har en familie med fraskilte forældre og tre døtre, hvoraf de to ældste er de enæggede tvillinger Cecilie og Katrine. Ligheden mellem tvillingerne er forbavsende overskuelig, fordi Cecilie allerede meget tidligt i barndommen fik den livstruende sygdom leukæmi.
I årevis har hun og hendes familie kæmpet mod kræften. Mens Katrine ved filmens begyndelsen er en stor pige på vej i puberteten, er Cecilie betydeligt mindre og svækket af sygdommen, der er kommet tilbage for tredje gang.
Nænsomt filmsprog
Gennem flere år følges familien, når Cecilie er indlagt på Rigshospitalet i månedsvis, og når hun er hjemme. Eftersom kemoterapi ikke har hjulpet, gennemgår hun en knoglemarvstransplantation, som bliver den yderste og heldigvis i sidste ende helt rigtige behandling.
Opture og nedture, frustrationer forældrene imellem og kunsten at fastholde hverdagsrytme og balance i de raske søskendes hverdag er alt sammen fortalt i et tålmodigt, traditionelt og nænsomt filmisk sprog.
Håb og sammenhold
’A Normal Life’ er en sympatisk film, hvor Mikala Krogh fint værner om sine hovedpersoner. Men med sine gentagelser af hverdagsritualer som eksempelvis moderens løbeture og skænderier forældre imellem forekommer filmen også at være en rigeligt langtrukken skildring af sygdomsforløbet i en bestemt familie.
Trods den islandske instruktør Dagur Káris vemodige lydspor, og selv om kameraet indimellem dvæler ved ansigters udtryk frem for verbale formuleringer, er ’A Normal Life’ ikke den mest alment identificerbare dokumentar om vanskelig sygdom.
Erlend E. Mos ’Kan man dø i himlen’ fra 2005 indeholdt en abstrakt poesi, som gjorde den film særligt gribende i mere bred forstand. ’A Normal Life’ har ikke den poesi, men er ikke desto mindre en seværdig og håbefuld film om at komme igennem det sværeste. Sammen.
fortsæt med at læse
