På årets festival har jeg allerede set en old school-dokumentar, en regulær krimifilm, et halvabstrakt digt og en, som instruktøren kalder ’nonfiktion’ og ikke ’dokumentar’. Hvor går grænsen overhovedet, Tine Fischer?

»Enormt mange af de film, der bliver udvalgt, ligger i feltet mellem fiktion og nonfiktion, mellem kunst og dokumentar.

Men de instruktører, der arbejder med en dokumentarisk praksis, ligegyldigt hvor meget iscenesættelse der så er, eller hvor meget der arbejdes med fiktionens genregreb, føler en forpligtelse over for virkeligheden. I fiktionen kan man ... jeg vil ikke sige ’lyve’, men man har ikke noget direkte forhold til nogle virkelige mennesker, der vil fortælle en virkelig historie«. Pludselig falder man over sådan en lidt gammeldags dokumentar uden nogen nærværende fortæller, og hvor billedsproget er meget sådan pragmatisk og journalistisk, hvor meget fylder de i spektret i dag? »Den type af film, vi viser, er valgt ud fra ekstremt mange gennemsyn. Den tradition, du taler om, og som man kunne kalde den journalistiske metode, der observerer uden den store kunstneriske fortolkning, er stadig klart den dominerende måde at lave dokumentar på«.

Kim Skotte: CPH:DOX er blevet til CPH:MAXSer du fra år til år, om der faktisk sker et paradigmeskift inden for de her fortællinger? »Ja, er du sindssyg, det gør der virkelig. De her mere kunstnerisk fortolkende film har rykket sig markant inden for de seneste ti år, nationalt, men endnu mere internationalt. Dokumentarfilmen som genre eller praksis bliver i disse år opsøgt af instruktører med mange forskellige baggrunde, selvforståelser, identitet og metoder«.