0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Doxbio/foto fra film
Foto: Doxbio/foto fra film

aktivister. Shirley og årsungen Hinda viger ikke tilbage for noget og skåner ikke sig selv.

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oldemødre gør oprør trods gigt og gangbesvær

90-årige Shirley og 84-årige Hinda er ustoppelige i deres civile revolution

Cph:Dox
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Shirley og Hinda på henholdsvis 90 og 84 år husker så udmærket konsekvenserne af den store økonomiske depression i USA i 1930’erne.

Nu er verdensøkonomien som helhed og også deres hjemlige amerikanske staters økonomi igen i dyb krise.

I stedet for at sidde inaktive derhjemme i bekymring over, hvordan fremtiden bliver for børn, børnebørn og oldebørn, bliver Shirley og Hinda ikkevoldelige, politiske aktivister, der kræver diskussion om de gældende økonomiske værdisæt og også begynder at demonstrere imod endnu mere økonomisk vækst.

LÆS OGSÅ

Sådan er handlingen kort opsummeret i den norske instruktør Håvard Bustnes’ dokumentar ’Shirley & Hinda’, der har verdenspremiere i Danmark i dag.

Nordmandens politiske film er ikke udtryk for imponerende æstetiske raffinementer eller et revoltisk bud på kriseløsning.

Det opsigtsvækkende, opmuntrende og underholdende ved ’Shirley & Hinda’ er de to hovedpersoners igangsættelse af deres egen civile oldemødrerevolution, som får alle fra studerende til økonomer og virksomhedsaktionærer til at måbe.

Skarpt tænkende
Gigtproblemer, gangbesvær og årsungen Hindas tiltagende dårlige knæ til trods beslutter de to diskussionslystne og sjældent helt enige veninder sig for at undersøge, om politikere og økonomer har ret, når de siger, at øget forbrug er nøglen til at komme ud af krisen.

Hverken i forhold til deres projekt eller til Håvard Bustnes’ film om dem er damernes høje alder nogen hindring.

Faktisk tværtimod. Skarpt tænkende 80- og 90-årige aktivister er både sjældne og øjenåbnende fund, der får åbnet flere døre ind til magtfulde steder, end de ville have evnet, hvis de ikke havde haft årene med sig.

Det er et ubesvaret spørgsmål filmen igennem, hvor stor en rolle instruktøren spiller i iscenesættelsen af de to ukuelige kvinders påfund.

Håvard Bustnes er utvivlsomt ligesom kvinderne ude i det ærinde at gennemhulle magtfulde analytikeres og aktionærers mantra om, at væksten skal øges, hvis verden skal gå godt.

På et tidspunkt pakker Shirley og Hinda kufferterne og tager fra Washington til New York med filmholdet som usynligt vidne og måske også støtte.

Men er ideerne bag noget af handlingen opfundet i samarbejdet mellem instruktør og aktivister, så spolerer det egentlig hverken underholdningseffekten eller indholdet i oldemødrenes alment vedkommende budskab.

Smidt ud af klassen
Når de to kvinder, som ikke er naive, med uskyldige ansigtsudtryk sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved vækstjublen, har de gnister i blikket og brod på stemmen.

Den børnehavepædagoguddannede Shirley er den mest udfarende af de to. Hun er aktiv i organisationen Raging Grannies og har i den forbindelse flere erfaringer med at blive arresteret.

Til hende venter ingen varm velkomst, da hun sammen med sin mangeårige veninde vender tilbage til universitetet, hvor hun læste som ung.

Faktisk læste hun i årevis for at få en bachelor, siger hun, fordi hun lige fik fem børn i studietiden. Nu dukker hun så op igen på skolebænken og stiller i modsætning til sine tavse, unge medstuderende spørgsmål til lærerens undervisning i økonomiske modeller.

Ind i en virksomhed for at tale med en af cheferne om tidens økonomiske temperatur kommer de nu ikke

Konsekvensen er, at hun smides ud af klassen.

Giver håb

Annonce

Tilsvarende bliver hun senere nærmest båret væk fra en såkaldt Wall Street Dinner for med skarp stemme at opponere imod det fornuftige ved al den vækst.

Ind i en virksomhed for at tale med en af cheferne om tidens økonomiske temperatur kommer de nu ikke på elscooterne.

Heller ikke selv om de ellers, som planlagt, siger til vagten, at de skal tisse og ikke havde forestillet sig, at nogen ville nægte to ældre damer et toiletbesøg. Firmaets vagt ved jo ikke, om de har ble på eller ej, som de joker med hinanden om.

LÆS OGSÅ

Shirley og Hinda er begge et skønt syn, der giver håb om, at flere livserfarne ældre på inspirerende vis vil formulere elementære spørgsmål til det, der bliver godtaget som faktuelle sandheder uden at være det.

De to hovedpersoner ønsker, at der bliver sat større pris på kvalitet og mindre på kvantitet og råber op om det foran universitetet i Washington.

Først ser de unge studerende undrende ud. Men efterhånden lytter flere og flere.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?