Shirley og Hinda på henholdsvis 90 og 84 år husker så udmærket konsekvenserne af den store økonomiske depression i USA i 1930’erne.
Nu er verdensøkonomien som helhed og også deres hjemlige amerikanske staters økonomi igen i dyb krise.
I stedet for at sidde inaktive derhjemme i bekymring over, hvordan fremtiden bliver for børn, børnebørn og oldebørn, bliver Shirley og Hinda ikkevoldelige, politiske aktivister, der kræver diskussion om de gældende økonomiske værdisæt og også begynder at demonstrere imod endnu mere økonomisk vækst.
LÆS OGSÅ Vi er slet ikke for mange på kloden
Sådan er handlingen kort opsummeret i den norske instruktør Håvard Bustnes’ dokumentar ’Shirley & Hinda’, der har verdenspremiere i Danmark i dag.
Nordmandens politiske film er ikke udtryk for imponerende æstetiske raffinementer eller et revoltisk bud på kriseløsning.
Det opsigtsvækkende, opmuntrende og underholdende ved ’Shirley & Hinda’ er de to hovedpersoners igangsættelse af deres egen civile oldemødrerevolution, som får alle fra studerende til økonomer og virksomhedsaktionærer til at måbe.
Skarpt tænkende
Gigtproblemer, gangbesvær og årsungen Hindas tiltagende dårlige knæ til trods beslutter de to diskussionslystne og sjældent helt enige veninder sig for at undersøge, om politikere og økonomer har ret, når de siger, at øget forbrug er nøglen til at komme ud af krisen.
Hverken i forhold til deres projekt eller til Håvard Bustnes’ film om dem er damernes høje alder nogen hindring.
Faktisk tværtimod. Skarpt tænkende 80- og 90-årige aktivister er både sjældne og øjenåbnende fund, der får åbnet flere døre ind til magtfulde steder, end de ville have evnet, hvis de ikke havde haft årene med sig.
Det er et ubesvaret spørgsmål filmen igennem, hvor stor en rolle instruktøren spiller i iscenesættelsen af de to ukuelige kvinders påfund.
GRATIS MAD! CPH:DOX giver os kinesiske klicheer at gumle påHåvard Bustnes er utvivlsomt ligesom kvinderne ude i det ærinde at gennemhulle magtfulde analytikeres og aktionærers mantra om, at væksten skal øges, hvis verden skal gå godt.
På et tidspunkt pakker Shirley og Hinda kufferterne og tager fra Washington til New York med filmholdet som usynligt vidne og måske også støtte.
Men er ideerne bag noget af handlingen opfundet i samarbejdet mellem instruktør og aktivister, så spolerer det egentlig hverken underholdningseffekten eller indholdet i oldemødrenes alment vedkommende budskab.
Smidt ud af klassen
Når de to kvinder, som ikke er naive, med uskyldige ansigtsudtryk sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved vækstjublen, har de gnister i blikket og brod på stemmen.
Den børnehavepædagoguddannede Shirley er den mest udfarende af de to. Hun er aktiv i organisationen Raging Grannies og har i den forbindelse flere erfaringer med at blive arresteret.
Til hende venter ingen varm velkomst, da hun sammen med sin mangeårige veninde vender tilbage til universitetet, hvor hun læste som ung.
Faktisk læste hun i årevis for at få en bachelor, siger hun, fordi hun lige fik fem børn i studietiden. Nu dukker hun så op igen på skolebænken og stiller i modsætning til sine tavse, unge medstuderende spørgsmål til lærerens undervisning i økonomiske modeller.
Konsekvensen er, at hun smides ud af klassen.
Giver håb
Tilsvarende bliver hun senere nærmest båret væk fra en såkaldt Wall Street Dinner for med skarp stemme at opponere imod det fornuftige ved al den vækst.
Ind i en virksomhed for at tale med en af cheferne om tidens økonomiske temperatur kommer de nu ikke på elscooterne.
Heller ikke selv om de ellers, som planlagt, siger til vagten, at de skal tisse og ikke havde forestillet sig, at nogen ville nægte to ældre damer et toiletbesøg. Firmaets vagt ved jo ikke, om de har ble på eller ej, som de joker med hinanden om.
LÆS OGSÅ Det vil jeg gerne se på CPH:DOX
Shirley og Hinda er begge et skønt syn, der giver håb om, at flere livserfarne ældre på inspirerende vis vil formulere elementære spørgsmål til det, der bliver godtaget som faktuelle sandheder uden at være det.
De to hovedpersoner ønsker, at der bliver sat større pris på kvalitet og mindre på kvantitet og råber op om det foran universitetet i Washington.
Først ser de unge studerende undrende ud. Men efterhånden lytter flere og flere.
fortsæt med at læse
